Koncerten indledes med Joseph Haydns berømte klavertrio med tilnavnet “Zigøjnertrioen”. Tilnavnet stammer fra trioens gnistrende finalesats, Rondo all’Ongarese (Rondo i ungarsk stil), hvor Haydn trækker på ungarsk- og romainspireret musik. Med dansende rytmer, pludselige kontraster og uimodståelig energi bringer han et strejf af folkelighed og vildskab ind i den klassiske elegance. Værket er let i karakter og fuld af charme. De dansende rytmer og opfindsomme melodier og minder os om, hvorfor Haydn fik tilnavnet »Papa Haydn«.

Herefter følger et kortere værk af den romantiske komponist Robert Schumann for klaver og klarinet. Fantasistykker, op. 73, består af tre korte satser, der spilles uden pause og tilsammen danner en sammenhængende musikalsk fortælling. Værket er stærkt koncentreret og bugner af smukke melodier samt en fornemmelse af retning og musikalsk udvikling. De tre satser udfolder sig i markant kontrasterende stemninger: først ømt og udtryksfuldt, dernæst livligt og let, og til sidst hurtigt og lidenskabeligt. Disse pludselige skift afslører også Schumanns berømte dobbelte musik-personligheder. Han beskrev ofte sin musik gennem to figurer: Eusebius – den drømmende, poetiske og indadvendte stemme – og Florestan – den passionerede, impulsive og ildfulde – som måske afspejler hans egen omskiftelige og ekstremt følsomme natur.

Schumann var kendt for sit voldsomt svingende og ofte stormfulde kreative temperament samt for sine intense perioder med enorm produktivitet. Når han først blev grebet af en bestemt genre – for eksempel vokal-musikken – kunne han hellige sig den næsten besættende i årevis. Og så er der naturligvis den berømte kærlighedstrekant mellem Robert Schumann, hans hustru Clara Schumann – en af det 19. århundredes største pianister – og deres nære ven, den unge komponist Johannes Brahms … men det er en historie til en anden gang!

Efter en kort pause består anden afdeling af ét enkelt værk: Anton Arenskijs Strygekvartet nr. 2, en uendeligt smuk og måske mindre kendt perle fra den sene romantiske periode. Værket har en usædvanlig instrument-sammensætning med én violin, én bratsch og to celloer (i modsætning til den klassiske kvartetbesætning med to violiner, én bratsch og én cello). Denne sammensætning skaber en rig, mørk klang – takket være de dobbelte celloer. Musikken er fuld af længsel og eftertænksomhed – man kunne beskrive det som et godt glas rødvin på en lun sommeraften i godt selskab.