Dette program er inspireret af fortællinger om galskab, fejlslåede ambitioner og kongelige skikkelser, der mister kontrollen. Passende nok er al musikken skrevet af britiske komponister fra den moderne æra.

Aftenens omdrejningspunkt er Peter Maxwell Davies’ Eight Songs for a Mad King, et musikalsk teater-monodrama skrevet i 1969. Librettoen bygger på både virkelige og forestillede ord af kong George III under perioder med psykisk sygdom, og værket er i lige så høj grad teater som musik.

Kongen optræder alene på scenen, hvor han besat forsøger at lære sine indespærrede fugle at synge — en mærkelig, men historisk sand detalje, der bliver et stærkt billede på hans sind i opløsning. Hans raseriudbrud, kommandoer og sangfragmenter drives ud i det ekstreme og spænder fra taleagtig mumlen til skrig, hvisken og falset, over et helt ekstraordinært vokalt register på mere end fem oktaver.

Værket er skrevet for solobariton og et lille ensemble — fløjte/piccolo, klarinet, slagtøj, klaver eller cembalo, violin og cello — og musikerne bliver en del af dramaet: til tider som fuglene selv, til andre tider som opsynsmanden, der vogter over kongen. Den dag i dag står Eight Songs for a Mad King som et af de mest foruroligende og nyskabende værker inden for moderne musikteater.

I tråd med temaet om fugle og menneskelig vanvittighed indledes koncerten med Sally Beamishs strygekvartet The King’s Alchemist, en titel, der både vækker nysgerrighed og rummer en interessant baggrundshistorie. Værket er inspireret af den sande fortælling om John Damian, en excentrisk alkymist ved kong James IV’s skotske hof i begyndelsen af 1500-tallet. Damian påstod, at han kunne forvandle uædle metaller til guld og forsøgte endda at flyve fra Stirling Castle mod Frankrig — et projekt, der naturligvis endte galt. Beamish blev draget af denne farverige skikkelse og af parringen mellem intellektuel ambition og komisk forfald, både bogstaveligt og i overført betydning.

Koncerten præsenteres som en kort, koncentreret oplevelse og uden pause.